Verdens lykkeligste folk

 

16/3-2016

 

Så er det endnu engang fastslået! Idag har FN-rapporten World Happiness Report 2016 update, offentliggjort at Danmark er nummer 1 på listen over verdens lykkeligste folk.

Jeg kan kun sige, at det har vi også al mulig grund til at være… Hvis vi kigger os lidt rundt omkring i den verden vi er en del af, så har vi det – på trods af diverse udfordringer, både nye og gamle – utrolig godt, og lever i et land hvor vi har demokrati, fred, ytringsfrihed, hvor vi ikke bliver ramt af store naturkatastrofer, og hvor vi næsten gratis kan uddanne os, og blive stort set hvad vi ønsker, og hvor vores sygdomme kan blive behandlet på gode hospitaler.

Det er sommetider svært, at huske på hvor godt vi har det – især hvis vi bliver konfronteret med ting vi ikke ønsker – sygdom, ulykker, og der kan være mange ting der udfordrer vores lykke og tilfredshed.

Jeg kunne skrive side op og side ned om hvad man kunne gøre, og hvad man kunne undlade at gøre, men for et par dage siden faldt jeg over et indlæg på linkedin.com. Det beskriver en lille øvelse, som er utrolig simpel, men alligevel virkningsfuld…. Prøv at læs den, og så kunne det jo være du fik lyst til at prøve….

https://www.linkedin.com/pulse/s%C3%A5dan-tr%C3%A6nede-jeg-min-hjerne-til-bedre-hum%C3%B8r-p%C3%A5-blot-21-andersen?deepLinkCommentId=6115066610479833089&anchorTime=1457945492392&trk=hb_ntf_MEGAPHONE_LIKE_TOP_LEVEL_COMMENT

Held og lykke…..

En duft af barndom

Jeg tror de fleste har oplevet det. Selv har jeg prøvet det mange gange, men efterhånden som jeg bliver ældre, sker det mere og mere sjældent – desværre…..

Én eller anden går forbi dig, eller du går selv forbi én – måske træder du ind i et rum – og pludselig…… I et kort sekund rammes du af en duft du genkender fra din barndom eller ungdom. Det skete for mig for et par dage siden… Pludselig duftede der fuldstændigt som i mine bedsteforældres entre, og jeg blev helt viljeløst ført tilbage i tid og sted. Med ét var jeg barn igen, og stod i mine bedsteforældres lille bitte entre, måske 3 x 2 m…. Det var en mørk entre, med et stort mørkbejdset skuffedarium og en fin lille lampe der var bly-indfattet så den afgav forskellig farvet lys, afhængigt fra hvilken vinkel man kiggede. Entreen var normalt forbudt område for børn. Man gik normalt ind af bagtrappen omme ved køkkenet, og brugte kun hoveddøren – og dermed entreen – når der kom gæster. Det fine overtøj hang i entreen, der lå hatte på hattehylden, og min morfars fine kasket med stiv skygge og fint hvidt overtræk, og de fine sko stod lige og sirligt nede på en lille måtte. Jeg kan ikke beskrive duften, for det var en blanding af mange ting – bejdsen fra skuffedariet, støv fra pelskraver, små lavendel-poser nede i skufferne, sko, en lille fin plante som stod og så pæn ud når der kom gæster, og som jeg idag ikke fatter hvordan overlevede mørket og til dels også kulden, for man spildte jo ikke varme på sådan et lille rum der næsten aldrig blev brugt.

I skufferne lå papirer, tørklæder, handsker og mange andre spændende ting, som vi sommetider fik lov at kigge i, og måske endda lege med. Men noget af det der var allermest spændende var pengene til “julens glæde”. “Julens glæde” var en opsparing. En gang om ugen kom en person, som mine bedsteforældre betalte et beløb til. For det fik de et lille “sparemærke” som de kunne indsætte i en lille bog, og på den måde spare op til jul. Når det så blev december, fik de udbetalt pengene, og på den måde kunne de gå julen i møde uden de helt store økonomiske bekymringer. Hvis man så var så heldig at være tilstede den dag de fik udbetalt “julens glæde”, så var der hygge og fest og spænding – det var fantastisk, og blev startskuddet til julen med alle dens forventninger, overraskelser, håb og ønsker.

Jeg vil skåne eventuelle læsere for flere barndomsminder….. Duften forsvandt lige så pludseligt som den havde ramt mig, og jeg havde bare lyst til at kunne fylde mine næsebor igen, og blive ført tilbage til mormors og morfars lille entré. Men det var forbi for denne gang, og jeg kan kun være glad for min lille rejse tilbage til min barndom. Jeg er taknemmelig over at have skønne minder. Det er 38 og 35 år siden mine bedsteforældre døde, men alligevel kan små ting som en duft eller en sang stadig tage mig tilbage til dengang de levede…. Det er da dejligt, og virkelig noget at være taknemmelig for.

Hvis du gerne vil svare

Flere har efterlyst et svar- eller kommentarfelt….

Det findes ved at scrolle helt ned i bunden af den side indlægget står på. Her er mulighed for at skrive hvad du synes, og det er du meget velkommen til. Dog skal jeg informere om, at dit svar/din kommentar skal godkendes af mig inden det bliver offentliggjort på siden.

Dette er for at have mulighed for at standse eventuelle krænkende kommentarer om nogen. Kritik, forslag og næsten alt andet er velkomment, men min blog skal ikke blive arnested for tosser der bare ønsker at svine andre til.

Som med alt i verden findes der undtagelser, og i dette tilfælde er det forsiden…. Her er intet kommentar-felt, men hvis i har kommentarer, kan i jo altid bare skrive på en af de andre sider, og henvise til indlægget på forsiden. Beklager bøvlet, men sådan er konceptet.

Jeg har så – lige nu opdaget, at der ved nye indlæg fremkommer en lille “taleboble”. Hvis du trykker på den, kommer du automatisk til kommentarfeltet….. MAGIC 🙂

Jeg glæder mig til jeres kommentarer.

BACK TO BACIS

26/10-2015

Jeg er nødt til at starte med at beklage – det her bliver én af de lange….. Jeg ved ikke engang hvor jeg skal starte, jeg ved bare at jeg skal af med noget af al den irritation, frustration, vrede og desperation der er ved at hobe sig op inden i mig – helst inden jeg eksploderer.

Jeg starter med politik. Ikke partipolitik, for jeg forsøger at holde denne blog rimelig politisk neutral – i hvert fald indtil min egen politiske holdning bliver anfægtet 🙂 .Men politik er blevet en så utilregnelig størrelse, at mange af os ikke ved hvem eller hvad vi skal lytte til –  om det vi hører er sandhed, ideologi eller strategi.

Jeg tror, at langt størstedelen af de mennesker der vælger at gå ind i politik, gør det fordi de har en ambition om at forandre vores samfund til det bedre. Fordi de tror og håber, at de kan gøre en forskel, og gerne vil arbejde for det.

Det virker så desværre bare som om, at de mennesker der bliver valgt ind i folketinget, bliver opslugt af en altfortærende, fornuftsknusende, omsorgskvælende og bureaukrati-opbyggende virkelighed, der har sit eget liv indenfor de tykke mure på Christiansborg. Et virkelig trist eksempel kunne være den fantastiske Thyra Frank, der tidligere var leder af plejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Et plejehjem der under hendes ledelsesstil blev forbillede for utallige andre – et rigtigt HJEM for ældre medborgere, der blev behandlet som de værdifulde medborgere de er – med respekt for individet og velvilje overfor deres værdier. Thyra Frank blev valgt ind i folketinget i 2012, og siden har man stort set ikke set eller hørt noget til hende. Jeg havde et håb om, at hun måske kunne skabe en ny dimension i noget social og ældrepolitik – ingen der har hørt et foredrag med hende, kan være i tvivl om, at her er en kvinde der ved hvad hun taler om – selv økonomien på Lotte stod hun for.  Men Thyra Frank blev stille! Jeg ved ikke om hun fik mundkurv på, eller fandt bureaukratiet for svært at bekæmpe, men den triste kendsgerning er, at hun ikke blev valgt ind ved seneste valg, og idag ved jeg ikke engang hvad hun laver.

Hvad er det der sker? Hvorfor er begreb som politikerlede og levebrødspolitiker blevet mere udbredt end fredagsbar og weekend? (ok, ok måske en smule unfair). Hvordan kan det være, at politikeres troværdighed forekommer at ligge på niveau med brugtvognsforhandleres og spåkoners?

Kan det være fordi de lover for meget i deres iver efter at blive valgt? Lover SÅ meget, at de opdager at det var FOR meget når de sidder på Christiansborg. Kan det være fordi ikke svarer direkte når de bliver spurgt .men prøver at bortforklare egne fejltagelser med andres fejl? Kan det være fordi de ikke længere bliver stillet direkte til ansvar når de har trådt i nælderne? I hvert fald ikke før en spin-doctor har udarbejdet et udkast til hvad der må siges.

Hvorfor i det hele taget spin-doctorer? Hvis den oprindelige mening har været at skabe god kommunikation til borgerne, så al respekt, men hvis det er tilfældet, så er den forlængst død. Det forekommer i mange tilfælde som om spin-doctorerne er de reelle magthavere, og jeg synes at det er en uheldig og forkert tendens, at politikere ikke kan møde deres vælgere i øjenhøjde, og med deres helt egne ord forklare hvad de står for, og hvad de arbejder for.

Måske skulle man begynde at overveje et velkendt princip om en tidsbegrænset periode i folketinget – fx. 2 valgperioder, max. 8 år, som skulle efterfølges af en pause på mindst 1 valgperiode, 4 år. På den måde ville mange skulle bevise deres værd, ved at arbejde for at indfri deres løfter.

Der skal også skabes mere sammenhæng i den politik der føres… Det kan jo ikke nytte, at man på den ene side opfordrer danskerne til at få flere børn, og på den anden side fyrer pædagoger og lukker børneinstitutioner og skoler.

Politikerne bliver nødt til at indse, at der på et tidspunkt nås en grænse for besparelser…. Man KAN simpelt hen ikke spare ubegrænset uden at det går ud over kvaliteten. Det er allerede gået ALT for vidt når vi kigger på ældreområdet. Gamle mennesker kommer ikke op af deres senge før langt op ad dagen. De sidder med ble på i timevis fordi personale ikke har tid til at hjælpe dem på toilet, og hvis de endelig har tid, risikerer de at glemme de gamle. Tid til snak, hygge og lidt varme er der ikke. Det er sgu en skændsel. Det er det samme på uddannelsesområdet. Skoler der lukker, inklusionsforsøg der ikke virker (fordi målet er besparelser), og børn og unge der bliver tabt fordi de ikke passer ind i systemerne.

Sygehusområdet taler for sig selv! Medierne er hver dag fyldt med skrækhistorier fra hele landet om patienter på gangene, patienter der dør af bakterier pga manglende rengøring, jordemødre der råber alarm og bare venter på dødsfald osv. Listen vil ingen ende tage.

Som jeg skrev tidligere…. der er en grænse for besparelserne – nøjagtig ligesom man engang når et tidspunkt hvor man ikke længere kan slå verdensrekorderne, uden at tillade nye hjælpemidler eller ændre betingelserne! Man KAN ikke blive ved med at spare… så må man arbejde på at få flere indtægter, eller ændre på betingelserne for den politik der føres.

Noget af det der er allermest trist er, når man ser hvordan politikere mister deres menneskelighed, deres troværdighed og deres moral. Der er efterhånden en del eksempler på, folketingsmedlemmer eller danske medlemmer af EU parlamentet der er blevet dømt for en eller anden overtrædelse, og det finder jeg problematisk. I “gamle dage” kunne man findes “uværdig” til at sidde i folketinget, og det synes jeg faktisk stadig burde være tilfældet. Det ville måske afholde nogen fra at ende i sager om spirituskørsel, bilagsrod, bestikkelse, racisme, pamperi og hvad ved jeg.

Når jeg nu er så godt i gang med moral og anstændighed, så synes jeg jo egentlig også, at vores folkevalgte måske burde lidt foran, og vise sig som forbilleder og gode eksempler for den befolkning der stemmer på dem. Et eksempel er debatten om pensionsalderen og ministerpension ikke at forglemme. Jeg tror mange mennesker har svært ved at høre politikere prædike tilbageholdenhed og udsættelse af pensionsalderen, mens man for sig selv vedtager en uændret pensionsalder og ministerpension efter 1 år på en ministerpost – også til ens børn – det minder mest af alt om en slags indspist kollega-baseret politiker nepotisme, det gør det VIRKELIG svært for befolkningen at finde forståelse for politikernes mange argumenter.

Min hensigt med dette indlæg er ikke at fortælle at det jeg er utilfreds med, selvom det vist er blevet resultatet. Jeg kunne bare virkelig godt tænke mig, at vi kunne træde et skridt tilbage, og gøre politik til arbejde der bør udføres til alles bedste og med sund fornuft og almindelig omtanke, så man undgår diverse skandalesager med IT systemer til milliarder der ikke virker, supersygehuse hvor sengepladser bliver nedlagt før sygehusene er bygget, Offentlige instanser der ikke opdager skattesvindel for milliarder. Tænk hvor mange penge vores, i forvejen, rige land ville få mere, hvis vi lod os råde lidt mere af sund fornuft og almenvellet end ideologier og partipolitiske målsætninger.

Politik burde være for alles bedste – ikke kun for nogens – og slet ikke kun for politikernes…..

 

 

Hvem hjælper man?

Jeg har i et stykke tid leget med tanken om, at melde mig som frivillig i Røde Kors. Primært med henblik på, at blive besøgsven eller medlem af vågetjenesten. At jeg lige har disse aktiviteter i tankerne, skyldes at jeg selv mener, at det er noget af det jeg er bedst til, og der hvor jeg kan bidrage mest. Jeg er født gammel, og sandsynligvis også i et forkert århundrede, så jeg er, i min indstilling til mange ting, gammel, og jeg forstår og respekterer ældre mennesker meget.

I mine overvejelser har der så pludselig sneget sig en lidt usympatisk tanke ind. Det er ikke altid jeg er helt på toppen. Jeg kan have perioder hvor jeg virkelig synes at alt er op ad bakke, og hvor jeg ikke er i stand til at se særlig lyst på mange ting. Det kan være betinget af mit helbred eller belastninger i forbindelse med travlhed eller andet, men det korte af det lange er, at jeg – ligesom mange andre – ikke altid kan være glad og opmuntrende.

Når man nu ved at man ikke altid er lige morsomt selskab, kan man så tillade sig at melde sig som besøgsven for en ældre medborger? Har de ikke krav på, at der kommer en person der er glad og har overskud, og måske kan opmuntre dem lidt i en hverdag der måske er lang og ensom?

Når jeg selv har det lidt øv, så plejer det faktisk at hjælpe mig at tænke på, hvor godt jeg har det i forhold til mange andre. At se mig lidt omkring, og blive mindet om, at jeg har al mulig grund til at være glad og taknemmelig. Det her lyder lidt underligt – det er ikke fordi jeg får det bedre af at andre har det dårligt, men jeg kan godt se det som en form for værktøj jeg kan bruge til at hanke lidt op i mig selv, og overbevise mig selv om, at jeg skal tage mig sammen.

Så er det jeg lige pludselig kommer til at tænke på…… Vil jeg melde mig som besøgsven for en ensom medborgers skyld, eller er det for min egen skyld? Er det i orden, eller er det egoistisk at tænke sådan? Jeg mener selv at det er for at hjælpe en ensom medborger, og jeg mener ærligt at jeg mest vil kunne bidrage med positivitet, stabilitet, nærvær og optimisme. Men jeg ved også, at der vil komme besøgsdage hvor jeg ikke vil være lalleglad, og hvor det måske er mig der trænger til opmuntring. Kunne man tænke sig, at en ældre medborger kunne blive glad af visheden om, at have opmuntret et andet menneske? At besøgsvenner indgår i et ligeværdigt forhold der giver begge parter værdi, både i gode og hårde tider?

Bum – tak for tålmodigheden, nu fandt jeg ud af, hvad jeg skal. Jeg skal være besøgsven 🙂

Hmmmm….

Er der noget der hedder BLOGGER-BLOK??? Eller BLOGGER-BLOKERING???

Hvis ikke der var før, så er der nu!

Jeg har altid haft en mening om mange ting, og jeg har aldrig været ked af at tilkendegive den. Tit har jeg også syntes, at et eller andet emne var så vigtigt, at man burde gå videre med det et eller andet sted. Sommetider har jeg tyet til Facebook, og kommenteret noget jeg ikke har kunnet tie stille med, men efter min mening er Facebook ikke altid det rette forum for ALLE former for menings-tilkendegivelser.

Derfor lavede jeg denne blog. Jeg var sikker på, at jeg hver dag kunne skrive side op og side ned om alle mulige aktuelle og uaktuelle emner. Jeg skulle ikke spekulere på, om jeg nu var klog nok, sjov nok, politisk korrekt eller dyb og reflekterende nok. Det skulle være MIN blog, og folk kunne læse den eller lade være….. (sgu). Samtidig var der oven i købet nogen der synes det kunne være en god idé, så det var jo bare at gå i gang.

…. og pludselig sidder jeg her, og ved slet ikke hvad jeg skal skrive! Pludselig betyder det faktisk noget, hvad andre tænker. Jeg vil gerne være sjov, jeg vil gerne være dyb og reflekterende og klog. Pludselig tænker jeg meget over, at jeg kan risikere at gøre andre mennesker kede af det med det jeg måtte skrive, og jeg synes pludselig selv at jeg er en stor egoist hvis jeg tror at andre kan have glæde af, at læse hvad jeg skriver.

Det er tanker jeg har puslet med, faktisk siden jeg startede denne blog, og derfor har der været lidt stille her. Jeg er lidt forundret over, hvor mange tanker det har sat i gang at starte dette projekt, som faktisk mere eller mindre var for sjov.

Men nu er jeg blevet enig med mig selv om, at forsøget skal gøres, og gøres ordentligt, så fra nu af skulle der gerne komme lidt mere regelmæssige opdateringer herfra. Guderne skal vide, at der er nok at skrive om 🙂

 

 

Hvad er en blog?

En blog kan være mange ting. I rigtig mange tilfælde er det en side hvor en person deler sin viden om en eller anden interesse, det kan være mode, skønhed, velvære eller så uendelig meget andet.

Jeg har ikke én eksklusiv særinteresse som jeg ved en masse om. Til gengæld har jeg en mening om mange ting – FOR mange vil nogle sikkert mene.

Derfor har jeg lavet denne blog – jeg har intet ønske om at lære nogen noget, men det kunne være dejligt, hvis den kunne inspirere nogen og sommetider underholde og måske give anledning til refleksion og eftertanke.

Jeg kommer ikke til at lave nye indlæg hver dag, men jeg lover, at når jeg falder over noget som jeg finder værd at dele, så bliver I de første der får det at vide.